Kis Nellemann

Godstedvej 18
4894 Ø. Ulslev
Tlf 54 86 56 41 / 20 62 08 80

 

Det rå papir

I mange århundreder talte og skrev man i vesten om kunst som forædlet natur. I dag er naturen blevet forvandlet til ikke kun at være et motiv, men et fysisk element i kunstværket.

Kis Nellemann arbejder med papir. Et materiale, som vi konstant støder på i vores dagligdag i form af aviser, printerpapir, kontoudtog, regninger eller tegneark til ungerne. De færreste tænker på, at papir er slutresultatet af en lang forarbejdningsproces, endnu færre, at det kan bruges som et materiale i kunstværker.

Kis Nellemann laver sit eget papir, som oftest af plantematerialet abaca, man kan købe som halvfabrikata under navnet Linters. Den indlysende fordel ved selv at forarbejde papiret er, at man selv kan bestemme hvor tykt, kornet eller transparent materialet skal være i modsætning til et traditionelt lærred, der har en ensartet overflade. Noget, som giver rig mulighed for at eksperimentere med f.eks. forskellige grader af stoflighed.

Den papirkunst jeg tidligere har set, har ofte været meget æstetisk med en fin og lyrisk stemning. Kis Nellemann derimod kan være særdeles ekspressiv og rå i sine arbejder. I sine skulpturer, installationer og collager forbindes en udsøgt farvesans med en stærk fornemmelse for formen. Afrevne stykker af noget, der ligner groft sækkelærred støder sammen med sandfarvede papyrusagtige ark, reliefagtige udposninger og udsøgte transparente flader med gådefulde skrifttegn. Dette sammenstød mellem forskellige materialer er tydeligvis en del af et mere overordnet møde mellem to væsensforskellige kunstopfattelse: den vestlige og den østlige, mere specifikt japanske.

Efter flere gange at have besøgt Japan, som huser nogle af verdens bedste papirkunstnere, har Nellemann optaget de bedste sider af den disciplinerede, superæstetiske og meditativt inciterende kunst og kombineret dem med en mere brutal, rustik og ekspressiv billedopfattelse, som vi kender den i vesten fra f.eks. romansk kunst, vikingekunst og, i et mere moderne perspektiv, fra bl.a. Kurt Schwitters og Antoni Tápies. Sammenstillingen af modsatrettede elementer kommer også til udtryk i farvevalget. F.eks. bruger Kis Nellemann ofte farven fra noget så ærkedansk som en rødbede overfor en dyb og meditativ såkaldt ægyptisk blå, der har rødder helt tilbage i middelalderkunsten. Den rustikke og intense røde overfor den uudgrundelige blå  farve er endnu et eksempel på Nellemanns evner til at integrere forskellige elementer i sine papirarbejder. Evner, der gør hende til en yderst original og personlig deltager på den danske kunstscene.

Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, kunstskribent på månedsbladet Opus