…som allerede sagt: Til trods for deres sarte, lette og lyse ydre ejer de en sær suggestiv kraft. De opløser sig ikke for øjnene af en, men trænger sig tværtimod stædigt insisterende på med blomsters ublufærdige farvepragt og skamløse skønhed. Sådan er de skabt. Sådan ser de ud. Anderledes kan det ikke være.
De er en slags destillater, udvundet af en rensende, intellektuel proces, som fastfryser det væsentlige og lader alt andet opløse sig i dampe. Den essens, der uddrages, billedernes egen indre og sande natur, er farver og forme, ikke entydige og afgrænsede, men med flygtighedens præg – ligesom lyset, lydene, ja, alt levende i det, der kaldes virkelighedens verden. De er som alt andet en del af denne verden, har rødder i den, er udsprunget af den, men ellers undfanget i store luftige rum, i stille ensomhed eller til tonerne af klassisk musik. Med ryggen til naturens sidelys har Hans Meyer Petersen fundet sin helt personlige stil.
Trods individuelle træk er billedernes indre slægtskab uafviseligt. I hvert nyt billedeer nedlagt dele af den kunstneriske erfarings sum. Billedernes fornyelse sker indefra gennem en stadig større forfinelse.
Selv om deres på en gang flygtige væsen og bestandige karakter måske umiddelbart kan virke som uforenelige størrelser, består der ikke nogen reel modsætning mellem deres samtidige tilstedeværelse. Nuet er jo en del af evigheden. Og nuet kan fastholdes i billeder. I lyse, lette øjeblikke.
Jan Garff – Inspektør ved Den Kongelige Kobberstiksamling på Statens Museum for Kunst.
