Billedkunstner Ida Guldhammer er uddannet på Designskolen i Kolding som tekstildesigner og væver i 1986.
På skolen kastede hun sin kærlighed over håndlavet papir i skulpturel sammenhæng og de utallige muligheder, dette materiale frembyder.
I dag er hun en af Danmarks førende papirkunstnere, og forskning i papir og anvendelsen som kunstnerisk medie fremkalder nye muligheder for udfoldelse.
En del år har det været som store ”blade”, frithængende i installationer.
Sideløbende har Ida Guldhammer kastet sig over den gamle fototeknik cyanotopi, og eksperimenter med bl.a. ”havtryk”, cyanotopi lavet direkte på havbunden, når vandet har trukket sig tilbage.
En anden, men ikke uvæsentlig del af hendes kunstneriske virke, er land art-projekter med historisk reference, og artbooks, hvor kulturarv og natur sammenstilles. (bibler, salmebøger mm, gamle arkivfotos, indsamlet naturmateriale) Ida Guldhammer har gennem årene modtaget anerkendelser fra offentlige og private fonde som eksempelvis Statens Kunstfond og Dronning Ingrids Legat. Hun er medlem af BKF, IAPMA, Int. Ass. of Papermaking Artist, og Kvindelige Kunstneres Samfund.