Stort tillykke til Erik Mortensen, der har modtaget Guldborgsund Billedkunstråds hæderslegat 2025. Legatet blev overrakt i forbindelse med Billedkunstrådets årlige netværkstræf, der satte fokus på, om kunsten i disse år bliver spændt for en vogn.
Formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget, Ole K. Larsen, overrakte legatet med disse ord:
”Det er noget af et virke, vi hædrer her i dag.
Erik, du er jo ikke i udgangspunktet fra Sydhavsøerne, men fra en anden del af vandkantsdanmark, nemlig Frederikshavn. Som søn af en fiskerfamilie brød du dog tidligt med traditionen og blev i stedet som 16-årig laborant og sidenhen laboratorietekniker med forskning i mikrobiologi.
Der var imidlertid også noget andet, der trak, nemlig tegningen, og da du som ung kom til København og en dag ved et tilfælde passerede Stellings Farvehandel på Nikolaj Plads, hvor der var et oliemalingssæt på tilbud, så var der, som man siger, ikke rigtigt nogen vej tilbage. Tegningen blev udvidet til maleri og grafik og siden også design, og kunsten er således blevet din levevej.
I 1971 debuterede du på Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie i København, hvor du fik en anbefaling med af forfatter og kunstanmelder Ulf Gudmundsen og herefter bliver optaget først som gæst og siden fast medlem af kunstnergruppen Surrealisterne, der dengang udstillede årligt på Charlottenborg. Surrealismen som retning var imidlertid ikke i længden repræsentativ for den kunstneriske udvikling hos alle gruppens medlemmer, og i 1978 tog Surrealisterne det mere neutrale navn CIRRUS. Du er til dags dato stadig medlem af CIRRUS’, selvom gruppens udstillingsvirksomhed er aftaget siden midten af 90’erne.
Fælles for gruppen er en fascination af det irrationelle i kunsten. En eksistentiel forståelse af, at kunst ikke kun er noget ydre sanset som bliver gengivet, men at kunst primært udspringer fra en indre, ukendt inspirationskilde i ’det ubevidste’; i noget ”bagved”, ”under” eller ”over” det rationelle. Noget arketypisk gådefuldt.
Selv i dine nyere, mere nøgterne og stilistisk stramme værker med inspiration i motiver fra byggepladser, maskinhaller, konstruktioner og elektriske installationer, ligger der fornemmelsen af at ramme en essens eller væsens-kerne – noget sært grundlæggende.
Der er en følelse af, at du gerne vil til bunds i og forstå dit stof og de forhold, der er på spil i verden omkring dig. At du vil nå ind til materialets væren og begribe, hvordan tingene hænger sammen. Med tiden – og det skal siges, at den tid, siden 1980, er blevet brugt her i Guldborgsund – er dine billeder blevet renset for mennesker til fordel for artefakter: det overflødige er fjernet til fordel for en præcis æstetik.
Netop dette træk fik billedhugger Ove Bang Jørgensen til i 1991 at anbefale dig til, sammen med ham, at udsmykke Nordre Kirke i Nykøbing F. Det var her, du debuterede som designer. Udsmykningen omfattede blandt andet lysekroner, alter, prædikestol og døbefont og stod færdig i 1993.
Honoraret fra opgaven satte dig i stand til at bygge et metalværksted, hvor du havde planer om at producere metalskulpturer. Da der hér opstod behov for bedre belysning, slog det dig, at den kunne du da selv lave, og så måtte skulpturerne vige for lamper. Det førte til en udstilling hos Louis Poulsen i 2000 – ’Kunst og Lamper’ – samt en artikel i firmaets blad.
I slutningen af 2007 blev du så kontaktet af Gedser Bylaug, der ønskede at få udviklet en gadelampe specielt til Gedser i forbindelse med et områdefornyelsesprojekt. Efter flere års arbejde og adskillige undersøgelser, test og godkendelsesprocedurer hos bl.a. SEAS, lykkedes det at få lampen godkendt, og den har siden 2011 stået i flere eksemplarer på Gedser Torv og langs vejen fra Torvet til kirken.
Gedser Lampen er designet som en slags byggesæt, så der findes flere kombinations-muligheder i højde og udseende. Lampen anvender lavenergidioder og modtog i 2013 Guldborgsund Kommunes pris for god arkitektur tildelt i kategorien ’udendørs miljøer, design og anlæg’.
Erik, lyset over Gedser ville ikke være det samme uden dig. Du har, kan man roligt sige, sat dit klare præg på landskabet her på Sydhavsøerne, med dit innovative og utrættelige kunstarbejde. Du har medvirket til skabelsen af de første LF-udstillinger på Storstrøms Museum i Maribo og siden LF-udstillingerne i Reventlow Ridehus; du har, sammen med Hanne Vangsgaard fra det hedengangne Galleri Catalpa i Nykøbing, været primus motor på Grafik Biennalen i 1989 og 1991. Og du er medstifter og bestyrelsesmedlem af Kunstskolen Guldborgsund.
Parallelt med alt dette har du udstillet fra Chicago til Moskva. Du har lavet plakater til Teatret Masken, vignetter til VUC og julekort til Storstrøms Amt. Du er medlem af Danske Grafikere, Grafisk Værksted i Næstved samt Dansk Figuration. Og du er selvfølgelig også repræsenteret lige her, i Fuglsangs samling.
TAK for din kunstneriske indsats her i Guldborgsund – vi glæder os til at følge dit fortsatte virke.
STORT TILLYKKE!



